I sin anarkistiske metode kommer digteren Peter Laugesen rundt om de mangfoldige emner, der strømmer igennem hans skrivemaskine, og samlingen er trods sit flagrende og universelle tilblivelsesgrundlag forankret i tid og rum som i øvrigt Laugesens digtsamlinger er det. Der er konkrete henvisninger til begivenheder i medierne, på stadion i Århus og Wilhelm Freddie på Århus Kunstmuseum. Alt sammen bunder i denne automatiske strøm, der med digteren som medium manifesterer sig på papir. Digteren nævner sig selv som en praktiker, der ved lidt teknisk snilde kan trykke tasterne på skrivemaskinen ned, så teksten kan få form.

Udover det skrifttematiske anslag, driften fra det personlige begær og de typografiske eksperimenter er der en stærk antikapitalistisk strøm gennem bogen, der bliver en art socialistisk manifest. Digteren gør sig overvejelser om det at være arbejdsløs, men stadig arbejde (med kunst) og om forholdet mellem kunst, arbejde og penge i et samfundsmæssigt perspektiv. ”danmarks arbejdsløse trænger til en snaps og en fed.” (s. 54) lyder det fra den poetiske anarkist.